Weingut Pacherhof
BB Vinimport har siden 2016 importeret vin fra Weingut Pacherhof, beliggende i Neustift i den nordligste del af Sydtyrol. Neustift er en del af Valle Isarco – et bjergområde i Dolomitterne, hvor det næsten udelukkende er hvidvin, der produceres. Her finder man en af de mest historisk forankrede vingårde i regionen: Pacherhof, hvor familien Huber har haft hjemme siden 1141.
I dag drives vingården af Andreas Huber, som med kompromisløs perfektionisme står for både markarbejde og kælder. Han er enlig bror til seks søstre, hvoraf Katharina håndterer det administrative, og ældste søster Monica Huber driver det tilhørende hotel, der byder på førsteklasses faciliteter midt i vinlandskabet.
Pacherhof råder over 9 hektar vinmarker, som alle ligger i umiddelbar nærhed af kælderen. Der produceres udelukkende hvidvin, og den altoverskyggende signaturdrue er Kerner, som Andreas nu har plantet helt op i 1.000 meters højde – et niveau, man sjældent ser, men som er med til at definere husets stil: sprødhed, renhed og en markant mineralitet.
Sortimentet rummer vine på kerner, müller-thurgau, grüner veltliner, pinot grigio, riesling, sauvignon blanc og gewürztraminer. Der arbejdes med forskellige typer store fade til vinificering og modning, altid med fokus på at bevare druernes naturlige karakter.
Pacherhof er i dag et referencepunkt for hvidvin i Dolomitterne – og et ophold på det luksuriøse Hotel Pacherhof oven på kælderen er stærkt anbefalelsesværdigt. Her venter restaurant, spa, sauna og pools midt i vinmarkerne.