Druerne kommer fra Fiesole og Podernuova omkring kælderen i den østlige del af Montalcino. De to marker er beliggende 350 – 490 meter over havet, og undergrunden består hovedsageligt af Galestro, dvs. grå sten, som findes naturligt i de øverste lag af leren i Toscana.
Efter høsten i perioden midt september til primo oktober 2019 har druerne gennemgået optisk sortering efterfulgt af spontangæring i 23 dage under temperaturkontrol. Vinen har efterfølgende modnet 43 måneder på slavonske egetræsfade på 60 – 102 hl, hvorefter den har ligget 6 måneder på flaske før frigivelse.
Farven er lys rød, nærmest gennemsigtig, og i næsen mødes man af vilde violer, kirsebær og morello kirsebær.
I munden af sublim elegance, balance og saftighed, og tanninerne er søde og elegante.
Kan nydes til alle former for kylling, kalv og grillet kød, men det er i høj grad også en vin, der fungerer som ren meditationsvin.
Vi ved, at vinen har et meget langt liv foran sig. Vi har i BB Vinimport ved smagninger på gården smagt alle de første årgange. Særligt årgang 1979 som vi smagte i slutningen af 2023. I de mange år vi er kommet i området, har vi aldrig oplevet de gamle vine som trætte.
Første årgang af vinen var 1978
Monica Larner, Wine Advocate: 95 point
“The Casanova di Neri 2019 Brunello di Montalcino shows thick fruit fabric with stitchings of underbrush, pressed rose, bright cherry, tobacco and balanced oak spice. This wine definitely has a special groove. It offers a ripe, round texture with good acidity followed by fine, chalky tannins. This is impressive quality for 109,600 bottles produced. In fact, this is one of the best village Brunellos from Giacomo Neri and his family made so far”.
Luca Gardini, Gardini Notes: 97 + point
Wine Spectator: 94 point
Brand
Casanova di Neri
Casanova di Neri er et historisk hus, der tager sin begyndelse i 1971, hvor 48 årige Giovanni Neri grundlagde det, der i dag er kendt som en af italiens mest berømte producenter.
Dengang var Chianti Classico umiddelbart det nemme valg, hvis man ville lave stor vin, men Giovanni havde andre ideer. Han købte Podere Casanova, en farm med 200 ha jord med en drøm om at lave store vine.
Navnet blev ændret til Casanova di Neri og en kælder i Torrinieri blev stedet, hvor vinen skulle laves.
BB Vinimport har været med fra 2001, og det var dengang, at vinificering foregik i den kælder i Torrinieri, hvor det hele begyndte.
Første vin fra Giovanni Neri var Brunello di Montalcino 1978.
Huset fik vokseværk, og der blev købt nye marker.
Giovanni købte i 1981 den fantastiske mark Cerretalto i den østlige del af Montalcino.
Da Giovanni Neri døde i 1991, tog den unge Giacomo Neri over, og han har ikke kigget sig tilbage siden.
Giacomo havde store visioner og ambitioner, og han købte Tenuta Nuova i S’ Angelo in Colle. Der blev grinet rundt omkring i kommunen over købet af dette stenede sted, men Giacomo så store muligheder i stedet, og i 1998 præsenterede han Brunello di Montalcino Tenuta Nuova DOCG 1993, en vin, der har defineret huset lige siden.
Næste trin var bygning af en ny kælder i området omkring Giacomo Neris fødehjem i den østlige del af byen. Den top moderne kælder blev taget i brug i 2005. Eventyret med denne familie er langt fra slut, og nu er 3 generation kørt i stilling. Sønnerne Giovanni, Gianlorenzo og datteren Marianna er garantien for, at huset ikke, i modsætning til flere andre historiske huse i byen, bliver solgt til rigmænd, som bruger stedet som legetøj og et sted at placere for mange penge.
Den nuværende winemaker Giovanni Neri har vi kendt, siden han var en lille knægt. Han har store visioner, og han har ændret mange ting i produktionen. Der er skåret meget ned på anvendelsen af mindre fade og produktionen er bæredygtig. Han er en klassisk winemaker, som har det bedst i marken ganske som sin far.
Gianlorenzo er ansigtet udadtil. Han har taget fine økonomiske uddannelser blandt andet i Danmark og søsteren Marianna er færdiguddannet som jurist og indgår også i teamet.
I 2018 sad Giovanni og Gianlorenzo på et pizzaria i området. Samme sted sad indehaveren af en mere end 60 år gammel vinmark i Sesti området. Kvindens far, som havde haft marken, var en gammel ven af familien, og da kvinden ville sælge marken, var det vigtigt for hende, at den blev solgt til en familie, som ville blive og bo i byen. Resultatet blev, at de to sønner købte de 6 ha for egne midler.
Giacomo Neri var ikke begejstret for ideen. Det var mange penge.
Giovanni og Gianlorenzo gik i gang med projektet, og da marken var forsømt, havde den behov for den helt store overhaling.
Vinen fra stedet blev som en hyldest til grundlæggeren af Casanova di Neri navngivet Rosso di Montalcino Giovanni Neri DOC og Brunello di Montalcino Giovanni Neri DOCG. Vinene har et særdeles elegant udtryk, og har fra første årgang vist sig som en absolutte topvin. Giacomos skepsis er nu erstattet af stolthed over sønnernes formåen.
Casanova di Neri har i dag 63 ha vinmarker omkring Montalcino fordelt på Fiesole, Cerretalto, Collalli, Podernuovo, Pietradonice, Giovanni Neri og Cetine.
Vil man bo flot og lækkert i Montalcino, tilbyder Casanova di Neri nu ophold på deres fantastiske relais, som er resultatet af en total renovering og nærmest nybygning af Giacomo Neris fødehjem.
www.casanovadinerirelais.com