Diego Morras Langhe Nebbiolo 2022 er skabt på druer fra parceller i Verduno, Roddi og La Morra – tre kommuner, der tilsammen leverer både finesse, struktur og aromatisk kompleksitet.
Druerne blev høstet i midten af oktober og gæret spontant i ståltanke over ca. 10 dage under temperaturkontrol. Vinen har derefter lagret i 12 måneder på en kombination af ståltank og middelstore egetræsfade. Fadlagringen er bevidst afdæmpet – Diego Morra ønsker, at frugt og terroir får lov at træde tydeligt frem i hans Langhe Nebbiolo.
Vinen har en lys, næsten transparent farve – typisk for Diego Morras stil – og åbner med en elegant duft af røde bær og florale toner af roser. Smagen følger op med delikat frugtighed, silkebløde tanniner og en bemærkelsesværdig balance. Vinen er umiddelbart charmerende og ekstremt saftig – uden skarphed eller overekstraktion.
En ideel ledsager til frisklavet pasta med ragout, grillet fjerkræ eller kalvekød samt lagrede oste.
Dyrket efter økologiske principper (ikke certificeret).
Produktion: 18.000 flasker.