Barbabecchi er Alberto Graci’s personlige stolthed – og med god grund. Beliggende i Solicchiata, udgør Contrada Barbabecchi en af de mest ikoniske vinmarker på hele Etna. Her, i 1.000 til 1.100 meters højde, finder man ikke bare Etnas højest beliggende vinstokke, men også nogle af de ældste: over 120 år gamle prephylloxera-stokke, kultiveret som Albarello på antikke stenterrasser.
Marken fremstår som en vild, næsten mytisk have – fuldstændig isoleret, kun tilgængelig med Land Rover eller smal traktor. Omkranset af æbletræer, kastanjer, balsamiske urter, hasselnødder og oliventræer, danner området et unikt økosystem, som har præget vinens sjæl. Oprindeligt blev marken tilplantet med 97 % nerello mascalese og 3 % nerello cappuccio.
I dag er marken delt mellem to producenter: Frank Cornelissen, som dyrker den nederste del og producerer kultvinen Magma, og Graci, som ejer det øverste stykke – hvorfra han skaber Barbabecchi, en vin med sin helt egen karakter og udtryk. På grund af markens ekstreme højde klassificeres vinen som Sicilia Rosso IGT og ikke som Etna Rosso DOC.
Høsten foretages så sent som midt i november, og druerne køres forsigtigt ned ad bjerget i Land Rover. Vinifikationen sker ved spontangæring i tino (vertikale egetræsfade) uden temperaturkontrol, efterfulgt af 24 måneders modning på samme fadtype. Inden frigivelse hviler vinen yderligere minimum 18 måneder på flaske.
I næsen mødes man af en dragende og kompleks duft af brombær, vulkansk røg og aske – dyb, men samtidig skrøbelig og fin. Smagen byder på mørke bær, modne røde frugter og kirsebær i lag på lag, kombineret med en næsten burgundisk finesse og præcision. Det er en vin med intensitet, mineralitet og nerve – en vin, man husker. Og selvom prisen afspejler den sjældenhed og kompleksitet, vinen repræsenterer, er forholdet mellem pris og kvalitet enestående.
Som altid hos Graci er produktionen biodynamisk med minimal tilsætning af svovl.
Produktionen er ganske lille på kun 650 flasker
Brand
Graci
Samarbejdet mellem BB Vinimport og Alberto Graci blev indledt i 2011, på et tidspunkt hvor vinene fra Etna stadig var et uudforsket territorium for de fleste danske vinelskere. Alberto Graci, relativt ny på Etna dengang, havde netop det, vi søgte: kompromisløs passion, stor teknisk forståelse og en urokkelig ambition om at producere vin på allerhøjeste niveau.
Efter en kort, men succesfuld erhvervskarriere vendte Alberto i 2004 tilbage til sin families vinøse rødder – ikke i det traditionelle vinland Sicilien, men på den dengang langt mindre kendte Etna. Med et klart blik for terroir og potentiale valgte han at sælge sin bedstefars jord og investerede i den nordlige del af vulkanen omkring Passopisciaro.
På dette tidspunkt dominerede navne som Marco de Grazia (Tenuta delle Terre Nere) og Frank Cornelissen scenen, men Alberto troede på sin egen vej og knyttede hurtigt stærke bånd – ikke mindst til Giuseppe Russo og Frank Cornelissen, med hvem han stadig deler en stærk faglig sparring og venskab.
Alberto erhvervede en betydelig andel af Contrada Arcuria, hvor han i dag har 18 hektar beplantet med henholdsvis 15 ha Nerello Mascalese, 1,5 ha Carricante og 1 ha Catarratto. Senere købte han en lille, men betydningsfuld parcel i Contrada Feudo di Mezzo, beplantet med 80 år gamle prephylloxera Albarello-stokke. Men det er Contrada Barbabecchi, der i dag står som Gracis stolthed – beliggende i 1.000-1.100 meters højde over byen Solicchiata. Markens vinstokke, plantet i 1904, yder blot ca. 1.000 kg/ha og høstes først i november. Graci ejer den øverste del af Barbabecchi, mens den nedre del tilhører Frank Cornelissen og leverer druer til Etnas mest ikoniske vin, Magma.
For syv år siden udvidede Alberto med køb af Contrada Muganazzi, smukt beliggende i 700 meters højde med perfekte vækstbetingelser for både røde og hvide sorter. Herfra kommer bl.a. den anerkendte Etna Bianco Muganazzi DOC. Under coronapandemien blev en ny vinkælder anlagt – direkte indhugget i klippen ved siden af den gamle kælder – dedikeret til produktion af hvidvin og rosé.
Det seneste kapitel i Gracis udvikling er partnerskabet med Angelo Gaja, hvor de to har investeret i 20 hektar vinmark på den sydvestlige side af Etna. Herfra produceres den fælles vinserie IDDA, som har tilføjet endnu en dimension til Gracis portefølje.
Gracis samlede produktion udgør i dag ca. 90.000 flasker årligt. Alle vine tappes med Diam-teknisk kork for optimal stabilitet og renhed. Produktionen er biodynamisk i praksis, dog uden officiel certificering – en tilgang, der afspejler både respekt for naturen og ønsket om autentisk vinudtryk.