Massolino
Massolino er en producent med en historie, som går helt tilbage til 1896, hvor Giovanni Massolino etablerede det, der senere skulle vise sig at blive en særdeles vigtig spiller i Serralunga d’Alba.
Giovanni, søn af Giuseppe, var i 1934 en af grundlæggerne af Consorzio di tutela Barolo e Barbaresco, og han begyndte for første gang at tappe og sælge vin i små mængder.
Giuseppe blev far til 6 børn, og 3 af disse, Giovanni, Camilla og Renato, fortsatte virksomheden, som blev udvidet ved køb af fine små lodder af først Parafada, så Margheria, samt i flere omgange i perioden 1967 til 1990 en større og større andel af Vigna Rionda, som i dag er en af de allervigtigste MGA Barolo i hele zonen.
I 1990’erne kom Franco, Roberto og Paola, fjerde generation, til og begyndte at arbejde i familiebruget.
Massolino er i konstant udvikling, og i 2006 købte man et lille lod i form af MGA Parussi i Castiglione Falletto, og i 2015 påbegyndte de bygningen af en helt ny kælder under torvet i Serralunga. Kælderen er i dag helt færdig og er smuk som få.
I 2018 gik en drøm i opfyldelse for familien. De har i mange år drømt om at producere en Barbaresco DOCG, men marker er svære at finde og samtidig meget dyre. Det lykkedes at finde 4 ha i Neive, som blev lejet på lange kontrakter. Det er gode og interessante marker som Albesani, Starderi og Serraboella, som er nogle af de fineste cruer i appelationen.
Man kan ikke producere Barbaresco DOCG i Serralunga, så lige uden for Alba fandt Franco et hus med tilhørende Barbera og Chardonnay marker omkring. Stedet var i Barbaresco zonen, så her produceres der meget små mængder af Barbaresco i form af 4.000 flasker Barbaresco Albesani DOCG og 10.000 flasker Barbaresco DOCG.
Francos søn, Luca, påbegyndte i 2022 sit virke i familiefirmaet, og vi har allerede mødt ham flere gange i Danmark og Italien. En særdeles dygtig og kompetent ung mand, som uden tvivl magter denne store opgave.
Produktionen foregår efter økologiske principper uden certificering.
Der anvendes nu kun Diam, teknisk kork i alle vine.
BB Vinimport har også en lang historie med Massolino og har importeret vinene siden 2012.