Druerne til denne vin stammer fra 25 – 30 år gamle stokke, plantet i 600 – 900 meters højde omkring Neustift i det nordlige Alto Adige. Højderne giver et køligt klima og stor temperaturforskel mellem dag og nat, hvilket sikrer druer med friskhed, intens aroma og flot syrestruktur.
Undergrunden består primært af moræne, skifer og kvarts, som giver vinen dens markante mineralitet og faste rygrad. Druerne blev høstet i oktober 2020, og hver sort blev vinificeret separat. Efter gæring modnede vinen i seks måneder på 20 hl egetræsfade, inden den blev tappet på flaske i april 2024.
Årgang 2020 består af 45 % Sauvignon Blanc og 55 % Riesling – en kombination, der forener Sauvignon Blancs aromatiske friskhed med Rieslings præcision og struktur.
Vinen fremstår lys strågul med et grønligt skær. I næsen mødes man af fine aromaer af æble og mandel, mens smagen er præget af moderat syre, flot balance og en udtalt mineralitet. Teksturen er elegant og levende, og eftersmagen har både længde og finesse.
Den er særdeles velegnet som aperitif eller til lette forretter, svamperetter, ferskvandsfisk og skaldyr. Vinen har et imponerende lagringspotentiale, og Andreas Huber garanterer, at den uden problemer kan udvikle sig i op til otte år i kælderen.
Hos Pacherhof arbejdes der efter økologiske principper, dog uden officiel certificering. Private Cuvée er et strålende eksempel på Andreas Hubers kompromisløse tilgang til vinmageri – en vin, der forener bjergenes friskhed, terroirets præcision og vinmagerens håndværksmæssige dygtighed.
Brand
Weingut Pacherhof
BB Vinimport har siden 2016 importeret vin fra Weingut Pacherhof, beliggende i Neustift i den nordligste del af Sydtyrol. Neustift er en del af Valle Isarco – et bjergområde i Dolomitterne, hvor det næsten udelukkende er hvidvin, der produceres. Her finder man en af de mest historisk forankrede vingårde i regionen: Pacherhof, hvor familien Huber har haft hjemme siden 1141.
I dag drives vingården af Andreas Huber, som med kompromisløs perfektionisme står for både markarbejde og kælder. Han er enlig bror til seks søstre, hvoraf Katharina håndterer det administrative, og ældste søster Monica Huber driver det tilhørende hotel, der byder på førsteklasses faciliteter midt i vinlandskabet.
Pacherhof råder over 9 hektar vinmarker, som alle ligger i umiddelbar nærhed af kælderen. Der produceres udelukkende hvidvin, og den altoverskyggende signaturdrue er Kerner, som Andreas nu har plantet helt op i 1.000 meters højde – et niveau, man sjældent ser, men som er med til at definere husets stil: sprødhed, renhed og en markant mineralitet.
Sortimentet rummer vine på kerner, müller-thurgau, grüner veltliner, pinot grigio, riesling, sauvignon blanc og gewürztraminer. Der arbejdes med forskellige typer store fade til vinificering og modning, altid med fokus på at bevare druernes naturlige karakter.
Pacherhof er i dag et referencepunkt for hvidvin i Dolomitterne – og et ophold på det luksuriøse Hotel Pacherhof oven på kælderen er stærkt anbefalelsesværdigt. Her venter restaurant, spa, sauna og pools midt i vinmarkerne.