Salvioni – La Cerbaiola
Historien om Salvioni begynder med Umberto Salvioni, der efter endt landbrugsuddannelse startede med at producere vin til familie og venner. Næste generation tog arven videre med ambitioner om kompromisløs kvalitet. Giulio Salvioni, sammen med sin hustru Mirella og den anerkendte ønolog Attilio Pagli, grundlagde det, der i dag regnes blandt de mest legendariske vinhuse i Montalcino. Første årgang blev frigivet i 1985, og siden da har Salvioni været synonym med topkvalitet i appellationen.
Giulio var, sammen med pionerer som Gianfranco Soldera og Diego Molinari (Cerbaiona), blandt de centrale skikkelser, der i 1980’erne redefinerede potentialet for Sangiovese i Montalcino. Salvioni råder i dag over 4 hektar certificerede Brunello di Montalcino-marker i 420 meters højde – beliggende i Cerbaie-området øst for Montalcino, som nabo til bl.a. Cerbaiona og La Fornace. Ejendommen La Cerbaiola, hvor vinmarkerne er placeret, strækker sig over 20 hektar, men hovedparten er dækket af skov og oliventræer.
Produktionen er klassisk og tro mod husets historiske stil. Hvor mange producenter lader deres vine modne i årevis, foretrækker Salvioni at lagre vinene i 2 år på store 20 hl slavonske egetræsfade. En undtagelse er Rosso di Montalcino DOC, som kun produceres i de år, hvor huset vælger ikke at frigive en Brunello di Montalcino DOCG. Denne vin lagres i 12 måneder på samme type fade. Rossoen er ikke en andensortering – beslutningen om at producere den tages ved løbende smagning i kælderen gennem det første år, hvor det ofte er Mirella, der har det afgørende ord.
Giulio Salvioni har altid haft ry for minutiøst markarbejde og teknisk perfektion i kælderen. Der findes ingen kompromiser – kun sunde, selekterede druer finder vej til fadene. I dag er generationsskiftet i fuld gang, hvor børnene Davide og Alessia er trådt ind i den daglige drift. De viderefører Giulios tilgang med respekt og faglig tyngde. Dog er der ingen tvivl om, hvem der i sidste ende bestemmer – som Giulio selv udtrykker det: “Jeg tror, det er mig, men i virkeligheden er det Mirella.”
Salvioni har fortsat to lokaliteter til modning af vinene: den historiske kælder i en tidligere skolebygning midt i markerne på La Cerbaiola samt kælderen på Piazza Cavour i hjertet af Montalcino – begge med hver sin funktion og atmosfære.
BB Vinimport har med stolthed været officiel importør af Salvioni til Danmark siden 2003.