Castell’in Villa La Gazarra Rosato IGT 2024 er en elegant og frisk rosévin fra Chianti Classico-området i Toscana. Druerne kommer fra flere vinmarker beliggende i 230–360 meters højde, hvor de kølige nætter og det kalkrige terroir bidrager til vinens friskhed og aromatiske finesse.
Høsten fandt sted i slutningen af august 2024, hvilket sikrer en naturlig friskhed og en flot syrebalance. Umiddelbart efter høsten blev druerne skånsomt presset ved lav temperatur med næsten ingen skindkontakt, hvilket giver vinens karakteristiske lyse og transparente farve.
Efter spontangæring blev vinen tappet for at bevare druernes rene frugt og livlige karakter.
Årgang 2024 var præget af et mildt og regnfuldt forår efterfulgt af en varm sommer med kølige nætter. Disse forhold skabte ideelle betingelser for druer med aromatisk friskhed og balance.
I glasset fremstår vinen lys og elegant. Duften åbner med noter af hvide blomster, røde bær og lette citrusnuancer. Smagen er frisk og mineralsk med en ren og harmonisk struktur, hvor elegance og finesse er i centrum.
La Gazarra Rosato er en let og indbydende rosévin, der egner sig perfekt til sommerens lette retter eller som et glas på terrassen.
Ideel til antipasti, lette pastaretter med grøntsager, salater, fisk og som aperitif.
Brand
Castell’in Villa
Et ikon i Chianti Classico og en del af BB Vinimports historie
Hos BB Vinimport har vi haft et nært og personligt forhold til Castell’in Villa gennem mange år – et forhold, der begyndte med en vin, som bogstaveligt talt vækkede os. På en rejse til Toscana i 2008, under et besøg på den legendariske restaurant Le Panzanelle i Lucarelli, anbefalede værten os en Chianti Classico Riserva 1993 fra Castell’in Villa. En vin så frisk, levende og elegant, at vi næppe troede på årgangen. Dagen efter rejste vi tilbage – og kort tid efter stod vi foran slottet i Castelnuovo Berardenga, hjerteligt modtaget af selveste Coralia Pignatelli della Leonessa, kaldet Prinsessen.
Siden da har vi samarbejdet med denne ikoniske producent, som i årevis har været kendt blandt de mest dedikerede elskere af klassisk Chianti – men stort set ignoreret det brede vinpublikum. Coralia har aldrig haft behov for rampelys; hun har ladet vinene tale for sig selv. Og de taler med vægt.
Et levende slot, en levende legende
Castell’in Villa blev etableret i 1968, da Coralia og hendes mand Riccardo – en italiensk diplomat – købte det 300 hektar store landsted som ramme for deres otium. De restaurerede det gamle slot fra det 13. århundrede, og med få eksisterende vinmarker begyndte en rejse, som i dag har sat dybe aftryk i Chianti Classicos historie.
Da Riccardo døde i 1985 – og en brutal vinter samme år slog alle oliventræerne ihjel – overvejede Coralia at opgive og vende hjem til Schweiz. Men hun blev. Og hun kæmpede. Resultatet er nogle af de mest kompromisløse og langlivede vine i hele Toscana.
Vin med vilje og sjæl
Castell’in Villas vine er skoleeksempler på klassisk Chianti: 100% sangiovese (også da det var imod reglerne), lang lagring på store fade (80–100 hl), og en stil, der nægter at følge moden. Kun enkeltmarksvinen Poggio delle Rose modnes på barrique. Alt andet følger husets egen, urokkelige filosofi.
Coralia – i dag 88 år og stadig aktiv leder – taler syv sprog og er kendt for sin stærke karakter. På Castell’in Villa er der ingen tvivl om, hvem der bestemmer – og vi ville ikke ønske det anderledes.
Et sted man drømmer om at vende tilbage til
Udover vinproduktionen driver Castell’in Villa et eksklusivt agriturismo med 12 værelser, lejligheder og et charmerende landhus. Her er både restaurant og indendørs/udendørs pool – og en atmosfære, der nænsomt balancerer mellem aristokratisk ro og toskansk varme.